Vi skal til Rhodos i morgen alle mand, med alt hvad det indebærer af all-inklusiv, juniorsuite med egen pool og lækker ressort mv. – Vi har givet den gas med luksus til hele familien. Vi glæder os vidunderligt meget, for vi har ikke rigtigt været på udlandsferie i mange år pga. huskøb, uddannelse, corona, og hund. Faktisk har vi, som familie, kun været på udlandstur en gang før.  Det er et par eller tre siden nu.

Vi skulle hygge os og bare være sammen som familie, men desværre faldt en af vores drenge ned fra sengen på hotelværelset, og rammer sengebordet og slår sig meget slemt (se billede). Vi ender med ambulance og et hospitalsophold i Litauen. I kan nok forestille jer, at episoden ikke var nogen særlig rar oplevelse for nogen af os og slet ikke for søde Christian, som endte med narkose, MR-scanning og halskrave. Det sat sig i mit hukommelsescenter, side om side, med den erfaring jeg desværre har fra tidligere.

Episoden med Christian endte heldigvis godt til sidst. Vi slap med en slem forskrækkelse og en foreslået dreng. Men…, forrige gang gik det slet ikke så godt, det endte med det værst tænkelige – et levende mareridt. Jeg var afsted med William på Mallorca. En rejse vi havde fået, fordi William var i et cancerforløb. Der var så meget fremgang, troede lægerne, i Williams behandling, at vi blev indstillet til en tiltrængt pause/ferie fra kemobehandling og et hårdt stråleforløb. Efter tre dage på Mallorca fik William voldsomt ondt i ryggen. Vi endte på et lokalt hospital, som desværre ikke havde ressourcerne til at hjælpe William. William skreg af smerte i flere timer, inden de fik bedøvet/smertedækket ham så kraftigt, så han blev lagt til at sove. Vi blev herefter kørt til Universitetshospitalet på Mallorca, hvor der blev konstateret, at tumoren havde spredt sig ned i rygsøjlen og op i hjernen. William havde fået et tværsnit-syndrom, det blødte inden i hans ryg, og det var derfor han skreg af smerte. Han blev lam fra brystet og ned på en dag (billede). Fodbolddrengen William kom aldrig til at gå igen. 

Sådanne oplevelser sætter sig naturligvis i kroppen og sjælen. Det kan ikke viskes ud eller laves om. De vil være der for altid. Spørgsmålet er, hvordan man/jeg er og kan, være i det til dagligt, og nu hvor, vi skal på ferie igen. Det kræver øvelse. Men, vigtigst af alt kræver det reflektion, åbenhed og en fast besluttet og undersøgende tilgang på den frygt og angst, jeg bærer rundt på, for der vil ske noget forfærdeligt på den næste ferie, på motorvejen på vej på arbejde eller når børnene kravler i et træ. osv. 

Jeg tjekker virkelighed ofte, jeg grounder mig selv med kontrolleret vejrtrækning, og jeg planter mine fødder solidt i den vestjyske muld med et roligt blik mod havet. Jeg ved, at denne stærke følelse af afmagt forsvinder igen. Derfor kan jeg lade følelsen være der, uden den vælter og flår i mig. Fortællingen kan jeg ikke lave om, men jeg kan fokusere på den alternative historie, nemlig den, at jeg for det meste agerer rationelt i  akutte situationer. Min akut parathed fra min tid, som stewardesse, forsvinder ikke. Jeg er god til at tænke hurtigt og klart, og hvis jeg mister overblikket, rejser jeg mig igen. Det er også en erfaring. Jeg ved, at jeg har evnen til at hjælpe min børn, hvis der sker noget alvorligt med dem. Men, jeg ved også, at der er noget som jeg ikke er herre over. Det er et vilkår i livet. 

Kære læser, hvordan bevæger i jer i afmagtensfølelser samtidig med, at I nyder og kysser livet? 

Jeg er nysgerrig

 

Vi skal på ferie i morgen, og det kommer til at gå godt. Jeg kan sagtens klare en brækket arm eller lidt feber.