Råd til forældre der har mistet sit barn til cancer eller alvorlig sygdom

.
Jeg vil forsøge at give dig nogle råd her i sorgens orkan. Jeg kunne komme med hundredevis af råd til, hvordan du føler og hvorfor og hvordan. Det har jeg dog ikke tænkt mig, for der findes ligeså mange behov og følelser i sorgens hvirvelvind, som der findes mennesker. Derfor vil jeg give dig nogle få råd, som jeg brugte, men også råd som jeg her efter 11 år, har erfaret giver mening for mig, og måske også for dig.

Jeg håber, der er noget du kan bruge.

Det er min erfaring, at sorgen kommer i bølger, og vil skylle ind over dig og feje benene væk under dig. De første år kan det føles som én stor bølge. Det kan/vil være svært at få en hverdag til at hænge sammen. Det kan være en kamp blot at komme i bad, tænke en tanke til ende og nogle gange vil du endda føle/mærke, at du ikke har lyst til at være i denne verden. Mit råd er at søge professionel hjælp. Du kan evt. snakke med en psykolog med speciale i sorg, en præst eller andre som har viden om det at miste et barn. Præster kan noget andet i samtalen end psykologer, de kan give støtte med ord og tanker på et mere eksistentialistisk plan.
Hvis du ikke kan sove, kan det hjælpe at stå op og tage tankerne med på ”tur”, gør noget aktivt, det er i hvert fald bedre end at ligge i sengen og rode rundt alene i mørket. Det kan måske ”hjælpe”, at tænke på, at alle følelserne er et mærkbart bevis på din kærlighed til dit barn.
Det kan hjælpe dig, hvis du deler dine tanker med dine nærmeste om hvordan du har det lige nu. Men, det kan også være svært at dele sine tanker med dem som er tættest på, især til sin ægtefælle/kæreste, da man sjældent er det samme sted i sorgen.
Dine behov kan, som du allerede nok ved, ændre sig mange gange i løbet af en dag eller også kan du ikke mærke, hvad du har brug for. Så sig det.. Måske kan du ikke finde ordene eller formulere en sætning. Du kan forsøge dig med at sige, ‘jeg har brug for, at vi snakker om mit barn’.., ‘jeg savner’.., ‘jeg føler skyld’.., ‘jeg er bange’.., ‘jeg føler mig lettet’…, ‘jeg har brug for at være stille’.., ‘jeg er vred’.., ‘jeg er ensom’.., ‘jeg har brug for, at du holder om mig’.. – Og sådan kunne jeg blive ved med at give eksempler. Det vigtigste er, at du forsøger at få sagt, hvad du mærker og føler dine behov er. Dine nærmeste kan ikke læse dine tanker.
Det kan være du føler en masse skyld og skam. Skyld og skam kan tage mange former og have mange udtryk.
Prøv om du kan være så god ved dig selv som overhovedet muligt. Med tiden bliver det lettere at se objektivt på det hele.
Det kan hjælpe ikke at sove alene de første par nætter/uger/måneder, efter dit barn er dødt, hvis du er alenemor eller – far kan det være rart, at der nogen tæt på, som kender dig godt.
Det kan hjælpe dig at komme i sorggruppe. Overvej med din psykolog om, hvornår det er bedst at starte. Det kan være svært og meget hårdt at høre på alle de forfærdelige historier og skæbner som du vil møde i sorggruppen, lige efter du selv har mistet dit barn, men det kan omvendt også gøre meget godt at være sammen med og snakke med nogen, som står i samme situation som én selv.
Hvis du har flere børn, kan det være godt for dem at starte i en samtalegruppe for børn som har mistet. Det kunne f.eks. være hos Favn (BCF og FCB), Skyggebørn eller hos det Nationale Sorgcenter. Det kan hjælpe dine børn til at få åbnet op for de svære følelser, blive spejlet i og af jævnaldrene. Ved at gå i gruppen får børnene blandt andet indsigt i, at de ikke er alene, og derigennem finder de modet til få åbnet op og fortælle om alt det svære. Husk dine børn kan af omsorg for dig, vælge at skjule deres tanker og følelser, for ikke at gøre dig mere ked af det.
Her er en artikel hvor du kan få et indblik i, hvordan jeg var – og er – i sorgen med William. Du kan måske finde spejling eller finde din egen vej ud fra de skrevne ord i artiklen: https://magasinetliv.dk/livsstil/kvinder/jeg-lyver-mit-doede-barn-i-live
Indsovningspiller kan være til en stor hjælp, når tankerne bliver for svære, de svære/grumme/ubærlige tanker har det med at tage til i styrke om aftenen.
Sorg opleves individuelt. Essens i sorgen er kærligheden til dit barn, det vil aldrig høre op.