Råd til pårørende til familie, der har mistet et barn

Jeg kan ikke fatte mig i korthed, når det gælder råd til dig, som er pårørende til en forælder, som har mistet et barn. Der findes ingen korte råd til en livslang sorg.

Brug de råd, som falder dig mest naturlige og mest af alt; lad dig inspirere af nedenstående råd. Der findes ingen kort og enkelt vej for din ven, familiemedlem, eller hvad end relationen er, som har mistet sit barn. Men! Der findes nærvær, kærlighed, tålmodighed og varme – giv dem det!

1. Lad være med at bakke ud eller skifte emne, når du får beskeden, om at barnet er død, eller når den sørgende fortæller om sit døde barn. At fortie barnet er det værste, du kan gøre. Elefanten er i rummet uanset hvad du finder på at snakke om. Prøv om du kan følge den sørgendes spor, og gribe de tanker som han/hun sender ud og dvæl lidt ved ordene. Hvis det er svært at finde ord, så kan du stille nogle af følgende spørgsmål: ” Jeg er så ked af, at du har mistet dit barn. Du kan evt. sige: ”Jeg forestiller mig, det er det sværeste et menneske kan gennemgå. ‘Kan du fortælle mig, om hvordan du har det lige nu’, ‘Det er helt ok orker du mon det lige nu?’  ‘Vi kan også bare være stille sammen i dag’ . Alt efter hvad svaret er, kan du tage dit udgangspunkt. Det kan ændre sig mange gange i løbet af dagen, hvad den sørgende har behov for.  Det kan være du føler dig frustreret og magtesløs. Det er også svært. Hæng i, det er vigtigt at du er der, og giver din omsorg. Hvis du en dag slet ikke ved, hvad du skal sige, så sig dét. 

2. Den sørgendes behov kan ændre sig fra det en øjeblik til det andet, og det gør det blot endnu vigtigere, at du følger den sørgende spor. For du kan ikke vide eller gå ud fra noget. Der er ingen som er tankelæsere.  Du skal ikke være bange for at spørge din ven, hvordan det går i dag. Svaret kan være kort, men det vigtigste er at du spørger. Det eneste du ikke behøver at spørge om, er de lavpraktiske ting, så som at lufte hunden, komme forbi med mad, tage opvasken, gøre rent, slå græs osv. Det kan du sagtens sige henkastet, at det gør du lige, fordi det har du lyst til.

3. Undgå at sige, hvis du selv er forælder, at du slet ikke ville kunne leve videre uden dit barn. Det kan virke meget provokerende på en mor eller far der har mistet sit barn. Jeg fik følelsen af dårlig samvittighed over at være i live, fordi jeg følte, at de implicit sagde, at jeg så ikke elskede mit barn nok ved at være i live?!

   Det allervigtigste er, at du lytter. På den måde fornemmer du også, hvad der rører sig inde i den sørgende. Husk, at du ikke skal have din egen nysgerrighed stillet. Der er ”Se og Hør” – venner, og der er de rigtige og ægte venner som vil det bedste. Jeg går ud fra, at du er af sidstnævnte, når du læser med her.

4. Vær ikke bange for, at minde en mor eller en far om deres døde barn. Tværtimod. De glemmer det aldrig og holder aldrig op med at savne det, men de kan godt gemme det af høflighed for omgivelserne, fordi der er mange, som gerne vil have, at alt er ved det gamle, eller ikke vil mindes om deres egen dødelighed. Spørg f.eks. til hvordan hun forestiller sig sit barn nu eller fortæl om et minde du selv har om barnet.
5. Du må ALDRIG sige:” Dit barn er et bedre sted og det er godt, at han/hun ikke lider mere, det var bedst sådan og livet går jo videre”…” “- Eller det var da værre, hvis dit barn var død i et biluheld, så havde du ikke nået at sige farvel”.  (WTF???Tænkte jeg første gang jeg hørte det, hvad bilder du dig ind, at du sådan rangordner, hvad der bedre og hvad der er værre) – og nævn ALDRIG at det er godt at de har flere børn. Lad være med at inddrage og sammenligne med den sorg, du føler, over at have mistet din bedstemor på 90, det dur ikke lige her. De kan finde på at slå dig! – Ej, bare lad være med at snakke for meget om dig selv. Med tiden bliver de sørgende mere rummelige, og får mere overskud til at omfavne din sorg over at have mistet din oldemor..
6. Bliv ved med at ringe og skrive til den sørgende også flere år efter barnets død. Hvis du har intentioner om at være der for ham/hende, skal du blive ved med søge kontakt. Bare bliv ved!

   Fortæl, at du er der for dem,. Sæt din telefon til at minde dig om, at du lige skal ringe. Det betyder meget at du husker mærkedage og sender en kærlig hilsen. Besøg barnets have/grav uopfordret, og send et billede til forældrene. Skriv en hilsen og læg ved blomsten, som du måske stiller ved graven. Det betyder mere end du aner.

7. Vær dig selv, lad være med at ændre din måde at være på. Grin, græd og husk at fjolle som du plejer. De skal ikke også, miste dig som veninde/ven. Hvis du oplever, de isolerer sig og sidder fast i sorgen i længere tid, så kan du foreslå hende/ham at søge professionel hjælp. Du kan dog forvente en verbal lussing, men prøv at sig, at du er der for ham/hende, og at du altid vil være der, men det vil være godt at tale med andre med en psykolog og måske andre som har mistet sit barn.
8. Kom forbi med morgenbrød eller en kurv med noget mad eller lign. som du ved den sørgende vil sætte pris på. Ring på, og sig blot, at her er lidt godter og du bare lige vil aflevere det.

   Hvis den sørgende inviterer dig indenfor, så fat mod og træd ind i rummet og vær der, med de ovenstående råd i tankerne. Bare vær der! Og det er altså okay at tage skraldeposen med ud, når du går. Hjælp hvor du kan. Foreslå en gåtur, f.eks. hver mandag, sæt en blomst i vinduet, smør en mad, hjælp med at få orden i regninger, lægebesøg osv.. Hvis der er andre børn, kan du tilbyde at tage dem med på udflugt eller på weekendtur.

9. Vid at livet altid er forandret for den der har mistet sit barn. De vil aldrig blive helt den samme igen, og du vil for altid have mistet din ven/familiemedlem som han/hun var. Du skal til at lære din ven/familiemedlem at kende på ny. Husk at sorg ikke er en proces. Det er ikke noget man kommer sig over. Den sørgende vil pendulere frem og tilbage i sorgen og kærligheden til sit døde barn resten af livet. Det første stykke tid vil sorgen fylde alt. Vid at sorgen og kærlighed til barnet vil være den samme altid, men i takt med, at den sørgende oplever og skaber nye meningsfyldte øjeblikke (måske med dig), får nye børn, nye glæder, vil alt det gode, der sker, stille og roligt komme til at fylde mere. Husk, som skrevet – sorgen og kærligheden til barnet, vil altid være den samme, men omgivelserne omkring sorgens kerne vil blive større med tiden.
10. Hold deres vrede ud, det kan komme som et lyn fra en klar himmel, og det kan nogle gange komme til at gå ud over dig. Det vil virke uforståeligt og måske endda helt uretfærdig, at få et møgfald. Den sørgende vil de fleste af gangene komme til fornuft, og sige undskyld til dig. Med tiden vil vreden også finde et naturligt leje, hvor den sørgende kan tale om det, hvis du spørger ind til følelsen. Vær ikke bange, prøv at forstå – vær nysgerrig.
11. Lad ikke en mor eller far, som er alene forældre, og lige har mistet sit barn, sove alene.  Sov ved siden af hende/ham eller i et andet rum, alt efter hvad du fornemmer, den sørgende har behov for. For mig var det uvurderligt, at der var nogen hos mig, i ugerne efter Williams død.
12. Kend dit Løgstup-citat. ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en uoplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver (KE. Løgstrup)