Livsfest d.6/3-7/3-21
I dag holder vi en livsfest, mest for Anders og Christian, men også for deres storebror William som for altid vil være 5 og 9 måneder. Christian og Anders bliver ældre end William idag. Det betyder noget. Det betyder liv. Jeg har glædet mig rigtig meget til den her dag, til at fejre, at de bliver ved med at danse ud i livet. Det bliver en lidt mere stille fest end jeg havde forestillet mig da co-vid 19 jo har gjort dens fæle indtog, det skal dog ikke sætte en stopper for, at vi danser i stuen, spiser slik og lader champagnepropperne springe.
Der er og har selvfølgelig været mange tanker de sidste 5 år og 9 mdr, og til tider mindre rare drømme, om der vil ske drengene noget slemt, som handler om, at jeg ikke kan redde dem, at jeg ikke kan finde dem og de ville hænge i en klippeafsats, hvor jeg ikke ville have kræfter til at få dem halet i sikkerhed, et nøjagtigt billede på hvordan jeg heller ikke kunne redde William. Min magtesløshed der flår i mig og som minder mig om, at jeg intet kan stille op. Det er heldigvis ikke så ofte det sker mere, at jeg har sådanne tanker og drømme. Men, de kommer på visit, som alle andre følelser og tanker gør, både i mine vågne timer og når jeg drømmer. Jeg lader skyggerne være der sammen med alt min kærlighed, glæde og bekymring. For bekymringen følger selvsagt også med i vores kærlighed til vores børn, katastrofetankerne er blot nært beslægtede med min bekymring – de kræver også sin ret, de kommer, og de forsvinder heldigvis igen.
Jeg har nydt hvert et vers de sidste 5 år og 9mdr., det har jeg været meget bevidst om at jeg ville – nyde mine børn, og måske har det endda været med for mange krav til mig selv – For ja.. for dælen, det har også været hårdt at få tvillinger, godt og vel 1 1/2 år efter at have mistet min førstefødte. Der har været mange dale og veje jeg har skulle lære at kende omkring mig selv og livet omkring mig. F.eks. det med at sammenligne. Et er, at sammenligne Anders og Christian med William, og noget andet er, at sammenligne situationer og min udholdenhed i dem. Jeg kan huske, at jeg til at starte med, efter jeg havde født tvillingerne, sammenlignede hvad jeg kunne holde til ifht. vågne timer, amning og at én af drengene havde kolik med Williams sygedomsforløb, død og sorg. Jeg pressede mig selv så meget, at det resulterede i at min krop gik i alarmberedskab da drengene var 8 mdr. gammel. Det var så slemt, at at jeg til sidst fandt mig selv på gulvet med telefonen i hånden, hvor det eneste jeg kunne råbe til min svigerinde, som var i røret, “Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig!!!”. – Og ja, jeg blev hjulpet. Der blev straks taget aktion. Familien var der med det samme. Jeg fik samtidigt ordineret indsovnings-piller af min læge, som i den grad kendte til mine styrker og min svagheder. Hun sagde roligt til mig: “Jane, du er ikke ved at blive skør, din krop er gået i alarmberedskab og det er derfor du har det sådan, du skal sove nu og de næste to uger uden afbrydelser om natten, så vil du begynde at få det bedre”. Min daværende læge har på flere måder været med til at mit liv alligevel er lykkes så godt, jeg er taknemmelig for at hun så mig.
Efter mit kolaps dér på gulvet, skiftedes min kære mand Peter, mine brødre og forældre til at sove med og passe på tvillingerne om natten. Imens sov jeg i to uger, hvor jeg langsomt kom tilbage i balance med en vished om, at jeg måtte finde ud af, hvad den særlige udholdenhed, som jeg efterstræbte, handlede om. Jeg startede i terapi igen. Det hjalp, jeg forstod mere, fik forklaret om neurologiske stressreaktioner og det påvirkede mig. Hvorfor kroppen reagerer, hvorfor centre i hjernen lukker ned i krise og andre bliver skærpet. Jeg fik mere indsigt i hvorfor jeg er, den jeg er, med en familie hvor udholdenhed har været vejen til overlevelse. Jeg har en høj resiliens, men der er også grænser for hvad kroppen og hjernen kan klare i længere tid. Min stresstærskel har været for høj i mange år. Det var en betydningsfuld erkendelse, og noget jeg til stadighed arbejder med og er glad for, at jeg er bevidst om idag, for jeg kan nyde mere når jeg ikke presser mig selv for hårdt. Jeg fandt vejen, allermest fordi jeg ville mærke livet i mine to dejlige drenge og leve i den kærlighed, som jeg har skabt sammen med Peter.
Christian og Anders er indbegrebet af liv, lys og kærlighed. Det mærkede jeg med det samme da de landede i min favn. De gav mig meningen tilbage i livet med uendelig kærlighed. De er idag frække, kloge, søde og fulde af spilopper. De har travlt med at gribe dagen og livet. De er 5 år og 9 måneder idag – dagen hvor de bliver ældre end William. De er forresten i gang med at lære om solsystemet og de kan næsten remse de otte planeter op i rækkefølge. Mine drenge lever og de bruser af livsmod. Og det allerbedste er, at vi er forbundet i det levende liv. Jeg glæder mig til at følge Dem i livet.
Jeg elsker Jer Anders, Christian, Vilja, William og Peter.
